Ja, det er mig, som er på billedet.
En sand blæksprutte med mange forskellige kasketter på.
I år, nærmere bestemt d. 5/4-2024 har jeg haft jubilæum, da der er gået intet mindre end 20 år, hvor jeg har haft butikken.
Jeg kan stadig huske, hvordan jeg i sin tid, da jeg var 26år, og overtog butikken fra de tidligere ejere, sagde til mig selv, 10år her, og så skulle der ske noget nyt.
Men ak, og ve, jeg er her stadig, og det føles ikke som 20 år på den samme matrikel.
Det er så igen mig på billedet her, og måske du også gerne vil have mit navn?
Jeg hedder Nadia - en hel masse mellemnavne - Bernardi.
Synes du, at jeg ser rynket ud, så kan jeg måske godt give dig ret... I april måned fyldte jeg nemlig 47år, og det er ingen alder, en jeg kan godt mærke, at jeg gruer lidt for at runde de 50, mon det gør ondt?
Måske er det mest på det mentale, at det kommer til at svie lidt.
Og, så vil jeg gerne tilføje, at der ikke er filter på mine billeder, som man ser på så mange andre billeder., da man kan blive så slemt skuffet, når der kommer et IRL møde op.
Som du måske har gættet, så er jeg single, og søger lidt den perfekte kæreste, eller måske bare en kæreste - Han skal helst ikke være alt for perfekt, for så bliver det også for kedeligt, tror jeg.
Skal det være ham som trækker narren i tarotkort?
Måske, det må tiden vise.
Spændingen kan allerede afsløres, da det ikke skulle være ham, og hvad er det så man siger?
Lige præcis. Op på hesten igen, den helt rigtige venter derude et sted :)
Guldsmed, allerede fra ganske ung
På billedet herunder viser, at jeg nærmest er vokset op med en fil i hånden. I hvert fald begyndte min guldsmed karriere i en meget unge alder.
Dog gik der en del år i mine teenageår, hvor jeg på ingen måde skulle være guldsmed, uanset hvad der skete. Skæbnen ville dog at jeg flyttede til Mallorca, hvor min far, som er guldsmed, boede.
Her var jeg først indehaver af en lille bar, meeen det var ikke helt lykken. I hvert fald kom der ikke penge nok i kassen til, at jeg kunne opretholde bare en lille bitte smule levestandard.
Derfor måtte undertegnede krybe til korset, og spørge min far, om jeg måtte arbejde hos ham. Det måtte jeg heldigvis, og der gik ikke lang tid, så kom jeg i dansk mesterlære hos ham på Mallorca.
Det gik også ganske fint, indtil det ikke gjorde det længere, og jeg fik en ny læreplads i Odense hos Søren Larsen i Guldperlen, hvor jeg var de sidste 2 år af min læretid, og afsluttede perioden med en medalje for et ret fint svendestykke.
Herefter kom jeg på en designskole indenfor smykker i Firenze Italien, nærmere betegnet Alchimia, da jeg troede, at jeg skulle blive den helt store nye og spændende Van Gogh, men sådan skulle det ikke være.
Dog var det nogle meget lærerige måneder af mit liv i et nyt land med nye mennesker og en ny måde at tænke på.
Som du kan se, så er der sket rigtig meget i mit liv frem til, at jeg overtog Perlen.
Bar og læreplads i udlandet, designskole osv, og måske du vil spørge dig selv, om jeg ikke keder mig nu?
OG svaret er NEJ, det gør jeg bestemt ikke, da der sker noget nyt hver eneste dag. Måske er dette også, da jeg bærer blækspruttehatten med stolthed.
Og så har jeg i mellemtiden fået 3 fantastiske børn, som efterhånden er blevet store, eller nærmere sådan midt imellem store. Hvilket også gør, at det betyder noget ikke at have en alt for lang arbejdsuge.
Det var lidt om mig, havde egentlig ikke tænkt, at det skulle blive så vanvittig langt, men det var som om ordene bare fløj ud af ærmet og ind på skærmen.