Nogle gange føles det som om tiden bare flyver afsted, og jeg får nærmest helt åndenød i forsøget på at følge med.
Og andre dage snegler dagene sig afsted, og hvert sekund føles næsten som en evighed.
Specielt i de tilfælde hvor jeg er en lille smule ked af det, og hvor jeg ved, at det er tiden som læger alle sår.
Hvorfor er det så lige på det tidspunkt hvor jeg er nedtrykt, at tiden så vælger at stå helt stille?
Og hvorfor er det ikke der midt om natten, hvor aftenen er megasjov og våd, at tiden vælger at gå i stå, hvor man bare kan blive ved med at danse i det uendelige?
Hvis det er som i det ovenstående tilfælde, hvor jeg er lidt nedtrykt. Er det så i det hele taget sundt at have et ur på armen, hvor jeg nærmest kan nå at tælle til ti for hver gang sekundviseren rykker sig?
Eller hvad gør jeg, for at flytte tiden hurtigst muligt? Eller hvad gør du?
Jeg har forsøgt mig med hækling af utallige grydelapper med en god podcast i ørerne, hvor jeg blandt andet har hørt: Hvorfor gik du ikke bare?
Muligvis en lidt trist podcast og sidde og lytte til, men også rart at vide, at jeg ikke er den eneste på denne jord, der til tider kan have svært ved at tænke klart og konstruktivt…
For enkelte personer kan det måske hjælpe vedkommende med at have styr på flere ting, hvis de har et ur om armen og ikke hele tiden bliver distraheret af at skulle tage deres mobiltelefon op af lommen og kigge på den.
Her er der nemlig en stor fald gruppe for, at man / jeg så lige skal se et eller andet ligegyldigt.
Så skulle man prøve noget nyt, så kunne det være at ligge telefonen væk, og iklæde sig et ur i stedet for, og måske derved have meget mere tid til sig selv og sine omgivelser.